lørdag, oktober 13, 2007

Festivalrov


Dette er hvad der blev bragt med hjem i sidste weekend fra Næstved. Det var en skøn weekend i selskab med de dejligste kvinder. Også denne gang blev jeg klogere og inspireret til bristepunktet.
De hjembragte sager er, 2 nøgler Opal - bare fordi farverne er skønne, maskemarkører - fordi jeg manglede, 5 nøgler gråmeleret Arwetta - skal blive til en Stikkelsbær til Johannes, 2 nøgler grønmeleret Løve Symfoni - købt til en hue til Esben, og et lækkert hæfte fra Sandnes garn med indtil flere skønne modeller, den på billedet bliver den første.
Posted by Picasa

fredag, oktober 05, 2007

Webstrikker-festival here I come

Juhu, om 5 timer går turen mod Næstved og den årlige strikkefestival med webstrikkerne. Jeg glæder mig helt vildt. Taskerne er pakket med strikketøj og lidt nødvendigt tøj til kroppen. Der er lidt sparepenge i pungen, og forventningens sommerfugle i maven.
Det bliver en weekend fuld af inspiration og snak, og hvis det bliver som sidste år, så vil jeg være fuldstændig mættet den næste uges tid.

Ihh, hvor jeg glæder mig.

mandag, oktober 01, 2007

WIP - Work In Progres

Kan vel oversættes til "igangværende arbejde"!!



Som det kan ses på min liste til højre, så har jeg gang i mange flere ting, men disse fire er til Fru And selv.
Øverst til venstre: Snowdrop - set mange gange før, men ikke her. Garnet er fra strikkefestival sidste år. Jeg købte det af Bente Borgstrøm, og havde egentligt en trøje til en af niecerne i tankerne. Men helt ærligt, hvor klog er man lige, hvis man strikker en trøje af håndspundet merinould til en 2 årig, den skal jo håndvaskes!!!!! Så garnet har ligget og ventet på det rigtige projekt, og det er snowdrop.
Øverst til højre: Den spæde start på HF Diva. Af en eller anden grund er det et strikketøj der kræver fuldstændig ro og koncentration. Jeg har strikket lige så meget tilbage som frem på det lille stykke.
Nederst til venstre: En cardigan i tynd bomuld - inspireret af denne.
Nederst til højre: En vest i Naturuld - igen en garnstudiomodel. Dog skal jeg ikke have høj hals, men laver den med v-hals istedet.