torsdag, november 29, 2007

Anstødelig julepynt?!

Da jeg var ung og slog mine folder i det lokale natteliv, fandt en eller anden på, at blande tyrkisk peber bolsjer med vodka, og kaldte det "sort svin". Nogen må være blevet stødt på manchetterne, for drikken blev omdøbt til "små grå".
Og så er det lige at jeg spørger: Hvis det var anstødeligt, hvad så med denne?! ;-)
Den billige udgave, købt i Bilka, pryder nu mit stuevindue - jeg synes personligt, at den er genial ;-)

tirsdag, november 27, 2007

Grin på bloggen

Ved dette indlæg lagde Marianne en kommentar, som fik mig til at trække kraftigt på smilebåndet. Hun havde læst klædeskab som ægteskab :-)
Næh, bare rolig Marianne - der er ikke den ringeste risiko for, at mit ægteskab bliver kedeligt. Det skal husbonden sgu nok sørge for ;-)

søndag, november 25, 2007

Pakkekalender til min svigermor

For 5 år siden fik min svigermor en blodprop i hjernen og blev halvside lammet. Selv om hun kun bor en halv times kørsel fra os er vi ikke særligt gode til at komme forbi. Jeg besluttede op til den jul, at hun skulle have en pakkekalender, noget at glæde sig til og over. Så hvert år vrider jeg mine stakkels små grå, så der kan være en julesæk med gaver i december.

Til inspiration til andre kommer her årets liste:

Kaffe
The
3 slags småkager
Julekort der kan sendes til venner og familie
Julemærker og frimærker til julekortene
Håndsæbe
Håndlotion
Julestjerne
Julepynt
Kuglepenne
Skriveblokke
Kuverter
Huskeblok
Brillesnor

Jeg mangler stadig at finde på et par ting. Småkagerne er hjemmebagte sammen med drengene, og de gælder altid for dobbeltdage.
Vi skal også have lavet hendes adventskrans med hvide lys og røde bånd.

fredag, november 23, 2007

Hovsa

Bedst som jeg sidder her og hygger, dukker min Far pludselig op! Han havde på fornemmelsen, at vi var hjemme, så han ville lige se til os!!!
Nu er begge drenge taget med ham og sidder mutters alene! Men i dag er mutters alene ikke så værst. Nu kan jeg nå både vasketøj, strikketøj og en lur inden jeg skal ud at bowle med kollegerne i aften :-)

Hjemmedag

Drengene og jeg er hjemme idag. Niels Peder lyder som en sælhund, snottet står ud af ham og halsen er som sandpapir.
Normalt kan jeg ringe til mine forældre og få hjælp, men de skal have både drengene og mine niecer i eftermiddag, så vi hygger med en hjemmedag.
Lige nu spiller de computer og playstation ovenpå. Jeg sidder ved spisebordet med gulerodsbolle, juice og kaffe. Min Diva ligger ved siden af, jeg mangler fem striber, så er jeg ved ærmegabet. Når jeg er færdig med at skrive her får den lige et par omgange.

Bedstevennernes søn kom hjem fra hospitalet efter 24 timer. De fandt ikke ud af hvad det var, men fik dog udelukket en masse. Så lidt klogere blev de da.

Kan I alle have en dejlig fredag - solen skinne her i det midtjyske og det kan jeg godt li :-)

onsdag, november 21, 2007

Næstekærlighed

Bedstevennernes yngste, på 5 år, blev indlagt i går eftermiddags med ekstreme mavesmerter. I bedste Murphy's lov-stil sker dette selvfølgelig altid når den ene forældre er bortrejst. Så ældste barnet, 7 år, blev indlogeret hos os. Han tog det i stiv arm, syntes det var hyggeligt med en overnatning hos os.
I morges syntes han alligevel, at hans far havde været væk længe, og han savnede ham. Det kan jeg sgu godt forstå. Endnu ved vi ikke hvad lillebror fejler og hvor længe han skal være på sygehuset, og sådan en usikker tidshorisont bringer altså tårerne frem i øjenkrogen.
Marcus har ikke morgenplads i fritidsklubben, men i dag var det nødvendigt, ellers skulle han være alene i den mørke morgen ½ time.
Og så kommer jeg endelig til sagens kerne. Hvor er det dejligt, at pædagogerne ser stort på penge, budget og normering i sådan en situation. Jeg forelagde sagen for morgenvagten, og selvfølgelig kunne Marcus komme ind og blive passet på.
Hvor er jeg glad for, at al den politik kun er vejledende i situationer som denne.

mandag, november 19, 2007

Kedelig

Vejret er kedeligt!
Kantines madudvalg er kedeligt!
Radioen er kedelig!
Indholdet af mit klædeskab er kedeligt!
Mit strikketøj er kedeligt!
Fjernsynet er kedeligt!

Mon det er mig der er kedelig?

Jeg kommer til at tænke på en Shubidua sang: "Jeg er en kedelig Knud, når jeg kommer ind går blomsterne ud"!

lørdag, november 10, 2007

Tiden flyver

Det er næsten en måned siden jeg sidst var forbi her. Men nogen gange må der prioriteres og strikketøjet kommer før bloggen.
Snowdrop og den tykke vest er færdige, billeder kommer senere. November er dømt til hue måned, jeg skal have strikket huer til sygehuset, er i gang med en tillægsgave til niecen med fødselsdag d. 17 november, Johannes ønsker sig en hue magen til den melerede jeg har strikket til Esben, og Niels Peder ønsker sig et pandebånd og vanter.



To huer til Esben. Den sorte i dobbelt strømpegarn, ca. 120 masker i rib på pind 4. Den melerede i Løve Symfoni, igen ca. 120 masker på pind 4. Den sære facon skyldes nutellaglasset indeni huerne!!!

"We call them pirates" hue. Jeg har 96 masker = 3 mønsterrapporter og kun to rækker hoveder i højden, så passer den til et barnehoved str. ca. 50 cm. Igen dobbelt strømpegarn på pind 4. Huer der kan smides i vaskemaskinen er altså et hit til aktive børn!!!!!!
Ifølge opskriften strikker man huen og slår derefter op til ombuk!?! Noget molboagtigt i min verden, istedet har jeg strikket 10 omgang glat og sluttet med en omgang vrang, så nederste kant bliver med "knuder". Så er det bare, at sy kanten op, når huen er færdig.