søndag, december 09, 2007

Strik må der til

Min Diva skrider stille og sikkert fremad. Jeg har afsluttet første skulder på ryggen, og det er ved at være ganske uhandy til "ud af huset brug". Så et nyt projekt måtte på pindene.
"Stikkelsbær" fra "Hønsefødder og Gulerødder" i gråmeleret Arwetta, købt på strikkefestival. Den er tiltænkt Johannes, men faktisk har jeg ikke spurgt først, så måske skal den glæde en anden!!
Farven passer perfekt til min adventsdekoration. Jeg gad ikke dryssende gran eller enebær i år, så det blev fire hvide bloklys på et zinkfad overstrøet med glassten. Tallene er skrevet, i fri hånd, med glimmerlim. Det giver lige lidt skævhed til det meget enkle udseende. Jeg kan godt lide det enkle, især fordi vi er nogle rodehoveder, så store fyldige ting gør ikke noget godt i vores hjem.

onsdag, december 05, 2007

5. og 6. raglan præsenteres



Jeg har ikke fået præsenteret 5 og 6 - altså oppefra og ned raglan 5 og 6 ;-)
For en gang skyld er der strik med modtageren indeni. Genboens dejlige børn fik hver en trøje, strikket i Arwetta efter Vivians opskrift. Simones med isstjerne og bådhals. Olivers i 2x2 rib, med halsmasker som str. 1 år, og så har jeg målt mig frem til størrelsen på resten af trøjen.

November stod i huernes tegn, altså huer til sygehuset. Det blev til syv huer der skal have hæklet snore i. Jeg satser på, at de bliver afleveret lige inden jul, og de skal da også lige vises frem her inden aflevering.

Min Diva er nået til ærmegabet. I morgen bliver ryggen og forstykkerne skilt ad, og så kan det vel kun gå hurtigt!?!

torsdag, november 29, 2007

Anstødelig julepynt?!

Da jeg var ung og slog mine folder i det lokale natteliv, fandt en eller anden på, at blande tyrkisk peber bolsjer med vodka, og kaldte det "sort svin". Nogen må være blevet stødt på manchetterne, for drikken blev omdøbt til "små grå".
Og så er det lige at jeg spørger: Hvis det var anstødeligt, hvad så med denne?! ;-)
Den billige udgave, købt i Bilka, pryder nu mit stuevindue - jeg synes personligt, at den er genial ;-)

tirsdag, november 27, 2007

Grin på bloggen

Ved dette indlæg lagde Marianne en kommentar, som fik mig til at trække kraftigt på smilebåndet. Hun havde læst klædeskab som ægteskab :-)
Næh, bare rolig Marianne - der er ikke den ringeste risiko for, at mit ægteskab bliver kedeligt. Det skal husbonden sgu nok sørge for ;-)

søndag, november 25, 2007

Pakkekalender til min svigermor

For 5 år siden fik min svigermor en blodprop i hjernen og blev halvside lammet. Selv om hun kun bor en halv times kørsel fra os er vi ikke særligt gode til at komme forbi. Jeg besluttede op til den jul, at hun skulle have en pakkekalender, noget at glæde sig til og over. Så hvert år vrider jeg mine stakkels små grå, så der kan være en julesæk med gaver i december.

Til inspiration til andre kommer her årets liste:

Kaffe
The
3 slags småkager
Julekort der kan sendes til venner og familie
Julemærker og frimærker til julekortene
Håndsæbe
Håndlotion
Julestjerne
Julepynt
Kuglepenne
Skriveblokke
Kuverter
Huskeblok
Brillesnor

Jeg mangler stadig at finde på et par ting. Småkagerne er hjemmebagte sammen med drengene, og de gælder altid for dobbeltdage.
Vi skal også have lavet hendes adventskrans med hvide lys og røde bånd.

fredag, november 23, 2007

Hovsa

Bedst som jeg sidder her og hygger, dukker min Far pludselig op! Han havde på fornemmelsen, at vi var hjemme, så han ville lige se til os!!!
Nu er begge drenge taget med ham og sidder mutters alene! Men i dag er mutters alene ikke så værst. Nu kan jeg nå både vasketøj, strikketøj og en lur inden jeg skal ud at bowle med kollegerne i aften :-)

Hjemmedag

Drengene og jeg er hjemme idag. Niels Peder lyder som en sælhund, snottet står ud af ham og halsen er som sandpapir.
Normalt kan jeg ringe til mine forældre og få hjælp, men de skal have både drengene og mine niecer i eftermiddag, så vi hygger med en hjemmedag.
Lige nu spiller de computer og playstation ovenpå. Jeg sidder ved spisebordet med gulerodsbolle, juice og kaffe. Min Diva ligger ved siden af, jeg mangler fem striber, så er jeg ved ærmegabet. Når jeg er færdig med at skrive her får den lige et par omgange.

Bedstevennernes søn kom hjem fra hospitalet efter 24 timer. De fandt ikke ud af hvad det var, men fik dog udelukket en masse. Så lidt klogere blev de da.

Kan I alle have en dejlig fredag - solen skinne her i det midtjyske og det kan jeg godt li :-)

onsdag, november 21, 2007

Næstekærlighed

Bedstevennernes yngste, på 5 år, blev indlagt i går eftermiddags med ekstreme mavesmerter. I bedste Murphy's lov-stil sker dette selvfølgelig altid når den ene forældre er bortrejst. Så ældste barnet, 7 år, blev indlogeret hos os. Han tog det i stiv arm, syntes det var hyggeligt med en overnatning hos os.
I morges syntes han alligevel, at hans far havde været væk længe, og han savnede ham. Det kan jeg sgu godt forstå. Endnu ved vi ikke hvad lillebror fejler og hvor længe han skal være på sygehuset, og sådan en usikker tidshorisont bringer altså tårerne frem i øjenkrogen.
Marcus har ikke morgenplads i fritidsklubben, men i dag var det nødvendigt, ellers skulle han være alene i den mørke morgen ½ time.
Og så kommer jeg endelig til sagens kerne. Hvor er det dejligt, at pædagogerne ser stort på penge, budget og normering i sådan en situation. Jeg forelagde sagen for morgenvagten, og selvfølgelig kunne Marcus komme ind og blive passet på.
Hvor er jeg glad for, at al den politik kun er vejledende i situationer som denne.

mandag, november 19, 2007

Kedelig

Vejret er kedeligt!
Kantines madudvalg er kedeligt!
Radioen er kedelig!
Indholdet af mit klædeskab er kedeligt!
Mit strikketøj er kedeligt!
Fjernsynet er kedeligt!

Mon det er mig der er kedelig?

Jeg kommer til at tænke på en Shubidua sang: "Jeg er en kedelig Knud, når jeg kommer ind går blomsterne ud"!

lørdag, november 10, 2007

Tiden flyver

Det er næsten en måned siden jeg sidst var forbi her. Men nogen gange må der prioriteres og strikketøjet kommer før bloggen.
Snowdrop og den tykke vest er færdige, billeder kommer senere. November er dømt til hue måned, jeg skal have strikket huer til sygehuset, er i gang med en tillægsgave til niecen med fødselsdag d. 17 november, Johannes ønsker sig en hue magen til den melerede jeg har strikket til Esben, og Niels Peder ønsker sig et pandebånd og vanter.



To huer til Esben. Den sorte i dobbelt strømpegarn, ca. 120 masker i rib på pind 4. Den melerede i Løve Symfoni, igen ca. 120 masker på pind 4. Den sære facon skyldes nutellaglasset indeni huerne!!!

"We call them pirates" hue. Jeg har 96 masker = 3 mønsterrapporter og kun to rækker hoveder i højden, så passer den til et barnehoved str. ca. 50 cm. Igen dobbelt strømpegarn på pind 4. Huer der kan smides i vaskemaskinen er altså et hit til aktive børn!!!!!!
Ifølge opskriften strikker man huen og slår derefter op til ombuk!?! Noget molboagtigt i min verden, istedet har jeg strikket 10 omgang glat og sluttet med en omgang vrang, så nederste kant bliver med "knuder". Så er det bare, at sy kanten op, når huen er færdig.

lørdag, oktober 13, 2007

Festivalrov


Dette er hvad der blev bragt med hjem i sidste weekend fra Næstved. Det var en skøn weekend i selskab med de dejligste kvinder. Også denne gang blev jeg klogere og inspireret til bristepunktet.
De hjembragte sager er, 2 nøgler Opal - bare fordi farverne er skønne, maskemarkører - fordi jeg manglede, 5 nøgler gråmeleret Arwetta - skal blive til en Stikkelsbær til Johannes, 2 nøgler grønmeleret Løve Symfoni - købt til en hue til Esben, og et lækkert hæfte fra Sandnes garn med indtil flere skønne modeller, den på billedet bliver den første.
Posted by Picasa

fredag, oktober 05, 2007

Webstrikker-festival here I come

Juhu, om 5 timer går turen mod Næstved og den årlige strikkefestival med webstrikkerne. Jeg glæder mig helt vildt. Taskerne er pakket med strikketøj og lidt nødvendigt tøj til kroppen. Der er lidt sparepenge i pungen, og forventningens sommerfugle i maven.
Det bliver en weekend fuld af inspiration og snak, og hvis det bliver som sidste år, så vil jeg være fuldstændig mættet den næste uges tid.

Ihh, hvor jeg glæder mig.

mandag, oktober 01, 2007

WIP - Work In Progres

Kan vel oversættes til "igangværende arbejde"!!



Som det kan ses på min liste til højre, så har jeg gang i mange flere ting, men disse fire er til Fru And selv.
Øverst til venstre: Snowdrop - set mange gange før, men ikke her. Garnet er fra strikkefestival sidste år. Jeg købte det af Bente Borgstrøm, og havde egentligt en trøje til en af niecerne i tankerne. Men helt ærligt, hvor klog er man lige, hvis man strikker en trøje af håndspundet merinould til en 2 årig, den skal jo håndvaskes!!!!! Så garnet har ligget og ventet på det rigtige projekt, og det er snowdrop.
Øverst til højre: Den spæde start på HF Diva. Af en eller anden grund er det et strikketøj der kræver fuldstændig ro og koncentration. Jeg har strikket lige så meget tilbage som frem på det lille stykke.
Nederst til venstre: En cardigan i tynd bomuld - inspireret af denne.
Nederst til højre: En vest i Naturuld - igen en garnstudiomodel. Dog skal jeg ikke have høj hals, men laver den med v-hals istedet.

lørdag, september 29, 2007

Tøsehuer


til Julie er færdige. Samme opskrift som pirathuen, men et andet mønster og 2 forskellige afslutninger. Den blå er faktisk turkis, og matcher Julie's vinterjakke.

søndag, september 23, 2007

Succes


Så lykkedes det :-) Blaze er færdig (igen) og denne gang passer den. Jeg er så tilpas og tilfreds.
Det har taget næsten et år fra start til slut, men det har været hele turen værd.


Jeg har strikket på p4, str. XL men længden til ærmegab som en small, det der med at få bagen fremhævet i strik er altså ikke lige mig. Jeg har også strikket stykket fra ærmegab til halsindtagninger 3cm kortere, til gengæld har jeg så strikket indtagningsstykket på p3 og fulgt vejledningen for den største størrelse. Det giver lidt flere indtagninger i halsen og den sidder lidt tættere på skuldrene, og da jeg har en tendens til hængende runde skuldre skal den ikke være for løs.


Jeg er kort sagt "SELVFED"!!!!!!!!!

Tilføjelse 24. september: Trøjen vejer 650g og jeg glemte at nævne de lange ærmer - i min verden strikker man altså ikke en kortærmet på p4 eller derover.

søndag, september 09, 2007

Der er helt stille -

drengene leger ude med kammeraterne, Esben er på golfbanen og jeg har siddet i al min dejlige stilhed og strikket.
Jeg elsker stilheden, sikkert mest fordi jeg ved, at pludselig bliver den erstattet at høje barnestemmer, nogen gange gråd, men oftest et højt og klart "hej Mor". Det er sgu lykke!!!!!
Nu er der sat en ny omgang vasketøj igang, og jeg vil tage 2. etape af havens efterårsklargøring. 2 timer i haven og så tilbage til strikketøjet. Findes nogen bedre måde at holde søndag på!?!

onsdag, september 05, 2007

Til mig - fra mig

Jeg har begavet mig selv med en bog - Folk Style. Den er smæk fuld af inspiration og jeg er så forelsket i nederdelen på forsiden.

søndag, september 02, 2007

Det må være passende

med dagens vejr, at vise de første huer til den forestående vinter.



Johannes pirathue er strikket i dobbelt strømpegarn, sort opal og en rest råhvid af brugsens det bedste på p4. Jeg har kun gentaget mønsterrapporten 3 gange rundt og 2 gange i højden, så passer størrelsen til et barnehoved.






Julie er lige gammel med Niels Peder, vi mødte hendes forældre til fødselsforberedelse, og mødes stadig hvert kvartal.

Jeg havde lige strikket pirathuen til Johannes, da de var på besøg, og Julie faldt for noget blåt effektgarn i mine gemmer. Sammen med råhvid Need fra Grønhøj Garn, 96 masker i 2r og 2vr på p5, fik jeg hurtigt vredet den hue af pindene, og tøsen var lykkelig.




Undskyld motivet, men det var det bedste der kunne fremskaffes!!!!
Igen er garnet dobbelt sort opal på p4, 96 masker, 2r og 2vr.
Niels Peder er absolut ikke til noget der kan give opmærksomhed, så han har bedt om "bare ensfarvet sort, Mor"!!!
OK mit barn!
Jeg tror dog, at næste hue får 4-8 masker mere.

De næste 2 dage skal jeg på seminar, så der er fundet mere garn frem til huer, og indkøbt bambuspinde der ikke klirrer!!!!

tirsdag, august 21, 2007

To-do-liste og indimellem projekter

Hold da op. Man skal godt nok passe på med den evige strøm af inspiration, for bedst som der kun er gang i to projekter på pindene er planerne snart så mange, at jeg skal have lavet en To-do-liste.

Jeg skal have lavet huer til drengene og Esben.

Niels Peder ønsker sig vanter i camouflage-farver!!!!!

Jeg har lovet en veninde at strikke huer til hendes børn.

Søsteren har fremsagt ønske om trøjer til tøserne. Der er gang i strikkeprøven.

Der er købt ind til en cardigan til Fru And selv. Endnu en strikkeprøve er på pindene.

Mit strikketøj er den fedeste terapi og afstresning der findes. Med det i hænderne kan jeg glemme alt om rengøring og tøjvask.
Jeg vælger helst rimeligt nemme og/eller overkommelige modeller, ellers går terapi- og afstresningsdelen fløjten.

Min 6. oppefra og ned raglan mangler knap et ærme, så kan naboens datter blive begavet med en lyserød og rød sag. Lillebror fik nr. 5 i går. Jeg håber på et billede, af dem sammen i trøjerne, til bloggen.
Der blev produceret 3 huer i weekenden, billeder kommer senere.
Vidste I, at man kan stå op og strikke, alt i mens man er tilskuer til havetraktortræk??!! Sådan blev den første hue strikket!!!
Den evige Blaze er nået til ærmegabet, der skal lige lidt justering af ærmerne til inden mønsteret passer sammen, men jeg håber, at den snart bliver færdig. Jeg har lidt blandede følelser for den, på den ene side er jeg ved at være træt af den, på den anden side glæder jeg mig til at få den i brug.
Så stram ballerne sammen Fru And og få den trøje vredet af pindene!!!!!

mandag, august 06, 2007

Tagged

Jeg er blevet tagged af Jane. En sjov lille leg hvor jeg skal nævne 8 ting om mig selv.

1. Jeg kan uden problemer dele 200g Marabou chokolade med mig selv!!!!!!

2. I 2006 tabte jeg 14kg, udelukkende ved at erstatte rødvin, cola, chokolade og slik med
danskvand, frugt og grønt!!!!!

3. Jeg kan ikke fordrage at sove i farvet sengetøj!!!

4. Jeg kalder min vaskemaskine for Lykkehjulet - der er gevinst hver gang!!!!

5. Min yndlingsfarve er rød!!

6. Jeg drikker whisky der er røget i smagen og lagret på sherryfade!!!!

7. Jeg er frygteligt talblind, og kan ikke se logikken i tal!!

8. Min familie er min karriere!!!

Denne lille leg har været vidt omkring, men har den ikke været forbi dig, så tag den til dig. Skriv evt en kommentar her, så linker jeg til dig i et senere indlæg - god fornøjelse :-)

tirsdag, juli 24, 2007

Strålende ferie

Jeg elsker at have fri, elsker at bruge tiden på alting og ingenting. Sommerferien er foreløbigt blevet brugt til familiehygge. Der er blevet set fjernsyn, strikket, ordnet huslige gøremål, lavet hus, drukket masser af rødvin og spist god mad.
Vi har været ude at køre med veterantog fra Randers til Allingåbro, en stor oplevelse for drengene, og at se deres begejstring er alt hvad jeg behøver.
Vores sommerferie er halvt brugt, og der venter flere oplevelser om hjørnet, mere familiehygge, mere strik, mere rødvin og god mad, og ikke mindst samvær med gode venner.

En kort fiberrelateret opdatering må der til

Endnu en oppefra og ned raglan er færdig, en ny er selvfølgelig på pindene. Bullen på Blaze er halvvejs til ærmegabet, og jeg er så småt begyndt at tage tilløb til HF Diva. Faktisk er det et langt tilløb, for jeg fik Diva i julegave for 2 år siden, begyndte på den og fortrød farverne. Så kom der andre spændende projekter i vejen, og Diva røg i skammekrogen. Jeg har nu endelig fået købt andet garn, så farverne bliver rigtige, og den SKAL være næste projekt.

Billeder må vente til kameraet har fået ny energi!!!!!

torsdag, juli 12, 2007

Skal vi lege tidsfordriv!?!




















Blaze er færdig

Enderne er hæftet, trøjen er prøvet på, den er vasket ogDen er for stor!!!!!

Så jeg har leget tidsfordriv, og trævlet bullen op igen. Den vil nu blive strikket på ½ nummer finere pind, og så skulle det kunne gøre det.

Sådan noget tis! Det er 9 måneder siden, at jeg startede på den, og jeg har glædet mig, som et lille barn, til den var færdig. Men så ved jeg da hvad jeg skal strikke de næste par måneder!!!

Ikke mere herfra - jeg skal hen og slå 282 masker op!!!!!

torsdag, juni 28, 2007

4. "oppefra og ned" færdig


Ikke noget sindsoprivende spændende i det. Men det er stadig en yndling at have på pindene, og alle de forskellige garner og strikketeknikker gør hver enkelt bluse noget for sig.
Denne har fået glatstrikkede kanter med ombuk, derfor gik der også næsten 150g til str. 2 år.
Der er startet på nr. 5, denne gang i petrol og brun arwetta fra lageret.

Og se så lige her hvad jeg er blevet begavet med :-) En lækker sag i cappucinobrun. Slut med poser ved siden af skulder- eller håndtasken. Heri kan være alt til en tyk sweater - genial opfindelse!!!!!!

tirsdag, juni 12, 2007

Jeg er så dygtig - se den skinnende glorie ;-)

En af nabopigerne venter sig til juli. Hun havde købt noget garn i Rema, som hun gerne ville have et babytæppe af. Jeg tilbød at strikke det, og som jeg sagde til hende: "jeg ville ikke tilbyde det, hvis jeg ikke gad".


Projektet var hyggeligt og hurtigt. 80 masker på pind 10, og så derudaf i perlestrik til de 7 nøgler var brugt. Men sikke et lorte garn, der var så mange knuder på. Men hvad kan man forvente af 100g for kr. 20,-!?!
Farven er mintgrøn og tæppet er dejligt blødt. Og ikke mindst - det kan vaskes ved 40 grader i vaskemaskinen. Så alt i alt en succes :-)




Blaze er blevet samlet i et stykke, så nu venter der nogle lange omgange. Jeg er stadig sikker på, at den bliver en succes og den er mit foretrukne strikketøj pt. Desværre har jeg ondt i højre arm for tiden, og det er ikke nemt at sidde med sådan et tungt strikketøj når armen værker.

Esben er i USA igen, på foreløbigt sidste tur. Det er næsten som at være på ferie, når han ikke er hjemme. Drengene og jeg hygger, får let mad (jeg hader at lave mad), tager tingene i den rækkefølge de kommer. Lejer en god film, tager tidligt hjem fra arbejde, børnehave og klub. En masse småting der gør det hele mere overkommeligt.

torsdag, maj 24, 2007

I dag er det 10 år siden,

at jeg blev til Fru And!

Hvordan vi har fejret dagen?! Jah, almindelig arbejdsdag for mig, Esben har været i København til møde. Eftermiddagen blev brugt til at bage småkager, sammen med drengene. Aftensmaden var hotdogs! Aftenen blev tilbragt til forældremøde på skolen (vi medbragte småkagerne i dagens anledning ;-)). Nu deler vi en flaske rødvin, imens vi sidder ved hver sin computer!!!


Men ved I hvad - det er skide lige meget hvordan dagen er blevet brugt!!! Vi har i dag 10 års bryllupsdag og jeg er hamrende stolt af os :-)

torsdag, maj 10, 2007

Det kører for Fruand og strikkepindene



Køkkenhåndklædet er færdigt, og dermed er lageret reduceret med knap 150g bomuld - rest fra denne top (rul lidt ned).

Fakta: 8/8 bomuld, 80 masker på P4,5 og så derudaf.

Jeg ved ikke lige hvor det skal bruges. Jeg tvivler på, at Esben vil have det i sit køkken - jep det er ikke mig der bestyrer køkkenet her i huset!

Og så er billedet da forøvrigt taget i badeværelset.

tirsdag, maj 08, 2007

Endnu en færdig tøsetrøje



strikket i brugsens mohair, str. 4 år, opskrift Drops 14-27.

Og dermed kan jeg strege endnu en ting på min liste :-)

Min Mor har en skuffe med strik der venter på en modtager, så der residerer denne nu. Det er lidt hyggeligt med sådan en skuffe.

Nu vi snakker om mødre/forældre, så vil jeg finde et strikketøj og køre hjem til mine forældre. Der er drengene og lige om lidt aftensmad :-)

fredag, maj 04, 2007

4. maj


Aftenen for Danmarks befrielse og min Fars fødselsdag.
Jeg er vokset op med traditionen for lys i vinduerne, og selv om det er lidt svært at se på billedet, så er der levende lys ud mod vejen.
En lille pudsig tillægsoplysning - min Farmor har fødselsdag 9. april.

onsdag, maj 02, 2007

Endnu en "oppefra og ned" raglan færdig


3. "oppefra og ned" raglan er færdig og afleveret til en af niecerne.
Hermed kan jeg også strege den første ting på min liste :-)

søndag, april 29, 2007

En dejlig weekend er snart slut

I går tilbragte jeg eftermiddagen hos Kristine i Salten til Strik-in. 4 andre skønne kvinder havde også fundet vej til hendes dejlige terrasse. Der sad vi og ordnede verdenssituationen alt imens pindene glødede. Hvor var det herligt. Jeg kendte ingen af dem specielt godt, men alligevel gik snakken og tiden.
Tusind tak alle sammen og ikke mindst Kristine!!!!!

I dag fylder Esbens mor år, så vi har været forbi til kaffe. Det er desværre mest af pligt. Hun er meget speciel og ikke en jeg ville bruge tid på, hvis ikke lige det var fordi, hun i sin tid fødte den mand jeg er gift med. Man kan vel sige, at vi har et typisk svigermor/-datter forhold. Til tider fungerer det rigtigt fint og til andre tider kan vi slet ikke finde melodien.

Jeg har endelig fundet Blaze frem igen. Jeg er ved ærmegabet på bullen og første ærme er klar til at blive strikket sammen med. Andet ærme er netop påbegyndt, men klovnen (yours truely) kan ikke huske hvilken størrelse pind der er slået op på!!!!!!!!!!!! Så der må lige et par strikkeprøver til.

torsdag, april 19, 2007

På pindene

Jeg har tilføjet en liste over hvad der er på pindene.
Mest for egen skyld og overblik, men skulle der være én der synes, at udskiftningen går lidt træg, er velmente spark velkomne :-)

tirsdag, april 17, 2007

Hvad gør man,

når man er på vej til sit livs jobsamtale, og jakkesættet hænger der hjemme?!
Lige nu kører Esben på Køgebugt-motorvejen, på vej til samtale i Kbh, og herhjemme i Midtjylland hænger jakkesættet!
Butikkerne åbner kl. 10, samtidig med samtalen!!!
Jeg håber, at en eller anden butiksmedarbejder forbarmer sig over ham.

onsdag, april 04, 2007

Familieråhygge

Vi har lige tilbragt et par dage i Danparcs Gjern. Der er blevet spillet golf, beachvolley, badminton, playstation, svømmet/plasket, kørt på mooncar, stået på ski, drukket god rødvin og spist lækker mad. Det er simpelthen en genial måde at være sammen med sine børn på!!
De næste par dage byder på hjemlige sysler, såsom forårsklargøring af haven, oprydning i skur, opsætning af fodlister og ommøblering af et drengeværelse. Det er ikke sikkert, at vi når det hele, men nu er der noget at vælge imellem alt efter vejr og humør.

lørdag, marts 31, 2007

Forskellen på mænd og drenge

er prisen og størrelsen på deres legetøj ;-)
Derfor ser nabo 14's carport nu sådan ud, efter han bad nabo 8 vælte den med denne her!!!!
Læg mærke til, at brændestablen ikke er væltet.
Jeg strikker på livet løs, blandt andet denne yndige model som er perfekt til mit hindbærrøde mohair fra brugsen.
Jeg er blevet afhængig af Vivians oppefra og ned raglan, har nr. 2 på pindende til niecerne, der ligger garn til 2 mere og til Niels Peder og Johannes.
Blaze skal snart findes frem igen. Med den lyse tid forude, kan jeg snart holde ud at se på det mørkebrune garn.

torsdag, februar 22, 2007

Tillad mig

at blive MEGA HYSTERISK!!!!!
Som andre i blogland/webstrik er jeg faldet for dette søde tørklæde. Glad og fro slog jeg op på p6 (eneste p5,5 i huset er en 80cm rundpind!! Nok lige i overkanten ;-)) i en rest fra denne top, strikkede første pind og begyndte på anden pind. Og her er det så at diverse eder og forbandelser i bedste Anders And stil indsættes, for den skide rundpind er fuldstændig stump i enderne!!!! Hvad i alverden havde producenten tænkt sig, det svarer jo til at skære oksestegen ud med en paletkniv?!
Hmm, hvad gør en kvinde i nød? Vejret indbyder absolut ikke til en 4km tur på små veje, så indtil det er sikkert at bevæge sig ud igen har jeg allieret mig med en strømpepind 2,5, den kan vel fange maskerne!!!!!!!!
Har I fanget at influenzaen er på retur :-)

mandag, februar 19, 2007

Farve vinterferie - Goddag influenza

Æv, jeg har fået influenza. Jeg burde egentligt være til tøndeslagning i børnehaven/SFO, men det er umuligt at mobilisere så megen energi. Heldigvis er Morfar og Farmand deroppe. Når jeg åbner vinduet kan jeg høre børnene og slagene på tønderne.
Faktisk har jeg det så ringe, at jeg ikke engang strikker. Det gør simpelthen for ondt i kroppen. Så når jeg ikke sover, surfer jeg lidt efter diverse, bl.a. en brødkasse, kaffestel og opskrifter.

onsdag, februar 14, 2007

Vinterferie

Findes der noget bedre end en uges ferie sammen med sine børn?!

De har haft legekammerater på besøg, været på besøg ved andre legekammerater. Mandag var Johannes ved Hald ruin og lede efter spøgelser. Han er sikker på, at han så nogle!!!! I går var hele familien i biografen og se "Arthur og Minimoyserne". Den kan varmt anbefales, men ha lige en hånd klar til de mindste. I dag har begge drenge igen leget med kammerater, og jeg har været til tøsesladder ved en veninde et par timer - herligt.

Der har også været tid til strikketøjet. Fredag eftermiddag slog jeg op til Vivians "oppefra og ned raglan", og i formiddags hæftede jeg enderne. Jeg forstår nu til fulde den udbredte brug af opskriften, for det er da en genial model!!!! Jeg har strikket i Opal Mariehøne, str. 2 år, med ældste niece, Caroline, i tankerne. Skulle den ikke falde i god jord der, er der flere små prinsesser i den nærmeste omgangskreds. Garnet er fra lageret, og jeg har forbrugt 127g.

Til trods for det meget disede vejr, lykkedes det mig at tage et billede af trøjen, skødesløst henslængt i den store rhododendron.

tirsdag, februar 06, 2007

Færdige projekter

Badeværelsesmåtten er færdig - lettere forsinket! Jeg er ganske godt tilfreds.

Fakta:
6 nøgler Regatta bomuld, strikket dobbelt på P7.
80 masker, 6 ret pinde, start og slut hver pind med 3 ret, alle andre masker 2vr 2r.


Den skal lige blokkes let, men der er absolut basis for flere :-)

Disse pulsvarmere er strikket af det blødeste merinould, opskriften er fra Drops. De er afleveret til veninden, og hun er super glad. Snoren omkring er alt hvad der var tilbage af nøglet!!!!!


Denne yndige hue købte jeg garn og opskrift til da jeg var med på strikkefestival.
Opskriften er fra Mayflower og garnet er Vital fra Hjertegarn. Det brune er en rest merceriseret bomuld fra HP.
Huen er til min yngste niece.

Jeg er stadig igang med Blaze, det går stille men sikkert fremad!! Tror dog ikke den bliver færdig til denne vinter (eller hvad vi nu skal kalde årstiden)!!
Og så er der jo lige alle de projekter der kommer ind fra sidelinien, vi nævner i flæng:
Endnu en hue til en af veninderne.
Pulsvarmere til 2 veninder.
Og ikke mindst - reduktion af lager. Jeg forsøger at finde opskrifter der passer, de bliver så lagt ved garnet, så jeg kan tage et projekt frem uden at skulle lede efter opskriften. Jeg tror det er en god måde at gøre det på, men igen - ingen regler uden undtagelser ;-)

fredag, januar 26, 2007

Mørk tid = Ingen overskud

I efteråret skrev jeg om hvordan jeg glædede mig til den mørke tid. Jeg glædede mig til sofahygge, putte under tæppe, varm the og ikke mindst mit strikketøj.
Men som bekendt lever virkeligheden sjældent op til drømmene, så i november måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og blev halvtidssygemeldt. Væk var overskud og overblik, hver dag var en kamp at komme igennem, børnene var en uoverskuelig mundfuld og rengøring en by i Rusland.
Sygemeldingen hjalp, stille og roligt kom overblikket tilbage, og bare det at kunne være noget for børnene igen, istedet for at ønske dem til den fjerneste ende af huset, var bestemt et plus.

Denne uge har jeg tilbragt hjemme, dels haft fri og dels været hjemme med et sygt barn. Og så var det jo lige, at i går dukkede overskuddet op med fuld kraft. Solen har skinnet de sidste par dage, og pludselig havde jeg lyst til at få skrubbet badeværelset, ryddet op i alle krukker og bøtter, finde lidt nyt hygge og tilbehør.
Mit badeværelse har ikke set en modernisering siden det blev bygget engang i 1950/1960'erne. Der er hvide fliser på væggene og badekarret er snart uden emalje. vi har dog sat ny håndvask og toilet ind, men den store renovering må vente, til det nye store badeværelse på første sal står færdig.
Men så var det jo lige, at jeg kom til at se på gulvet. Det er lavet af terrazzo i brune sorte og grå farver. Mine håndklæder er fortrinsvis vårgrønne, koksgrå og kakaobrune, men gulvmåtten er BLÅ!!! Det er aldrig lukkedes mig, at finde gulvmåtter i lige den rigtige farve, så i mangel af bedre har jeg beholdt de mørkeblå der blev indkøbt til et blåt badeværelse for snart 10 år siden. Men nu har jeg fundet opskrift på en badeværelsesmåtte, så i eftermiddag vil jeg køre til Grønhøj Garnlager og købe bomuld, og mon ikke jeg så kan fremvise billeder, af et "shinet" badeværelse med ny bademåtte, på søndag :-)

tirsdag, januar 23, 2007

Sund terapi for krop og sjæl

Jeg har lige tilbragt en forlænget weekend her. Og nej, jeg har ikke stået på ski. Næh nej, jeg har siddet i sofaen med en kop the og mit strikketøj. Bare mig, helt alene, uden forpligtelser, imens de andre stod på ski. Bare nydt stilheden og den flotte natur.
Jeg har strikket flere huer. En børnemodel af Mary-huen, og en teletubbies-agtig hue. Alle de små garnrester bliver til hæklede blomster, der kan pynte på huer og trøjer.
Et lille stemningsbillede

onsdag, januar 10, 2007

Jeg er ved at gå helt i huerne!!!!!!



Det startede som et lagernedbringelses-projekt i juleferien. Men pludselig greb det om sig, og nu har jeg strikket 3 huer af garn fra lageret, indkøbt garn og strikket 4 huer til naboer/vennepar, startet på nr. 5 til en veninde, købt garn til nr. 6 til en anden veninde, og skal købe garn til to modeller til mig selv.


Modellerne er Mary-huen (øverste billede), ribhue (nederste billede) og peruhue. Jeg overvejer noget lignende denne til mig selv.


Den jeg har på pindene lige nu skal følges op med et tørklæde af hæklede blomster.
Ellers går det fremad med Blaze, jeg er ved ærmegabene nu og skal igang med ærmerne. Jeg håber, at det går hurtigere med ærmerne, så den snart kan blive taget i brug.
"Redaktionen beder læserne se bort fra alt andet i billedet end huen". ;-)
Forsinket Glædelig Jul og Godt Nytår til alle.